Skrevet af Peer.
I daglig tale siger vi mosen. Folk uden lokalhistorisk kendskab vil straks sige: "Et fornuftigt sted at grave et vandhul". Vandhullets historie kan nu føres næsten 70 år tilbage før gravemaskinens tid. Herlighedsjord var dengang et ukendt begreb, da alt jord på en lille ejendom skulle udnyttes bedst muligt. Også lavt liggende områder, hvor der i perioder med megen nedbør kunne stå vand, til gene for dyrkning eller græsning.
Ideen om at grave tørv i vores lavtliggende område, hvor dyrkning og græsning det meste af året var umuligt, opstod i starten af 2. verdenskrig. På et område på 200 gange 100 m og 2 m i dybden blev der gravet tørv over en periode på ca. 15 år - på den måde opstod mosen. Mosen og et efterfølgende dræningssystem muliggjorde nu græsning på de tilstødende arealer på i alt 3 ha.
Træer og buske som pil, asp, birk, el, hindbær, brombær og pors begyndte langsomt at indfinde sig. I mosen dunhammer, rør, iris, åkander og andre vandplanter. Hvor der før græssede køer, kan vi nu bl.a. se kragefod, forskellige potentiler, kvan og pileurt. Af dyr til stor glæde for hejren, fisk, frøer, tudser og salamandere. Og til glæde for jægeren, ænder og fasaner.
I den ende af mosen har vi bygget vores lille hytte. Her overnatter vi nogle gange i løbet af sommeren for at følge dyrelivet på nærmeste hold. Her krydser rådyrene mosen efter at have slukket tørsten ved kilden og vi kan høre fasanen kalde på sin mage.
Skrevet af Hanna.
Lige fra min tidlige barndom har mosen betydet noget særligt for mig - som et eventyr.
Min søster og jeg har tilbragt mange timer her med fiskenet og syltetøjsglas og fanget haletudser, salamandere og andet mærkeligt småkravl. Det hændte, vi var heldige at få en igle med op. Jeg husker det søde gys, når dette blodsugende væsen strakte sig i sin fulde længde og sugede sig fast på glassets inderside.
Hvad var bedre end en stille, lun sommeraften, hvor familien i sluttet trop gik til mosen og plukkede spandevis af søde hindbær til vinterens forråd. Eller når søndagskaffen blev nydt på tæppet ved vandkanten, mens guldsmedene med smældende vinger sværmede omkring os.
Det var her i mosen, man kunne sidde i skjul med fødderne i det kølige vand og iagttage blishønen med sine unger. Det var her man kunne plukke den smukkeste sommerbuket til vasen.
Altid når vi gik til mosen, var det med strenge formaninger fra vores mor: "Gå nu ikke for tæt på kanten, de huller er livsfarlige." Nej, nej, selvfølgelig ikke, men vi syntes jo nok, hun var lidt for pjattet. Det skete dog engang, at min søster faldt i og lige med nød og næppe fik hevet sig op ved en græstørv. Den episode fortalte vi først vores forældre mange år senere. Vi havde svært ved at få tøjet tørret, uden nogen opdagede det - men det er en anden historie.
En mand kom forbi Gl. Mosegaard en dag i januar 2007.
Hans besøg skulle 1 1/2 år senere i foråret 2009 fuldstændig ændre
vådområderne omkring den gamle tørvemose - til glæde for løgfrøen.
Løgfrøen er i dag meget sjælden i Danmark. Djursland skulle være et af løgfrøens
sidste tilholdssteder.
Løgfrøen bliver mellem 4 - 8 cm. Den ligner lidt en skrubtudse, men kendes let
fra denne, da den har lodret pupil. Haletudsen er Danmarks største, på 10 - 13
cm.
Manden, der kom forbi, havde set den i området, så nu håber vi, at den i løbet
af sommeren flytter ind i de nye lavvandede områder. Her vil den komme i selskab
med butsnudet frø og skrubtudsen.
Skrevet af Hanna.
I bakkerne mellem træerne i skoven løber en kilde kaldet Lykkes brønd. Det er en af Djurslands registrerede hellige kilder. Mens der endnu var køer på gården her, var der vand nok til, de kunne få stillet deres tørst der.
Nu bliver kilden besøgt af skovens vilde dyr.